For at støtte denne udvikling anvender Væksthuset en række pædagogiske metoder og tilgange, der alle er tilpasset målgruppen:
ROR (Recovery-orienteret rehabilitering)
En faglig tilgang, der har fokus på at styrke den enkeltes muligheder for at "komme sig" og leve et så meningsfuldt og selvstændigt liv som muligt. Denne tilgang fokuserer på at understøtte den enkeltes personlige recovery-proces, hvor de ses, høres, mødes og hjælpes af fagprofessionelle, men samtidig bevarer kontrollen i eget liv.
Tilgangen er opbygget omkring otte retningsgivende principper:
- Tag udgangspunkt i borgerens håb, ønsker og drømme
- Fokusér på borgerens ressourcer
- Inddrag borgerens selvvalgte netværk og alemene fællesskaber
- Mød borgeren med åbenhed, tillid og respekt
- Hjælp borgeren så tidligt som muligt
- Arbejd koordineret med borgerens samlede livssituation
- Følg op, så indsatsen altid er den rette
- Brug viden og metoder, der virker
Principperne er tæt forbundne og beskriver tilsammen en praksis, hvor den enkeltes håb, ønsker og drømme er omdrejningspunktet for den støtte, borgeren tilbydes.
LA2u (Low Arousal 2 - understøttet)
En metode, der understøtter et fokus på borgerens oplevelse af trivsel, ressourcer, sociale netværk, mestringsstrategier, samt personlige håb, ønsker og drømme. LA2u er en justeret version af den oprindelige LA2-metode. Metoden er visuelt understøttet og der arbejdes med at inddrage borgerens indefra-perspektiv, også når borgeren ikke har et talesprog. LA2u er et systematisk værktøj, der fremmer trivsel og reducerer voldsomme episoder ved at inddrage både borgerens og medarbejderens perspektiver og metoden har vist sig effektiv til forebyggelse af voldsomme episoder og mistrivsel hos borgere med udviklingshandicap.
Neuropædagogisk tilgang
En tilgang, der bygger på viden om hjernens funktioner og udvikling. Neuropædagogik tager hensyn til, hvordan hjernen hos mennesker med ASF, ADHD og udviklingshæmning arbejder, og tilpasser aktiviteter derefter for at optimere indlæring og trivsel.
Struktureret Visualiseret Specialpædagogik (SVS)
Er en TEACCH-inspireret tilgang til arbejdet med mennesker med autisme. Det centrale i tilgangen er at du altid ser den enkeltes behov og færdigheder. Man undgår på den måde mange udfordringer, som tit kan opstå på baggrund af misforståelser og mangel på forståelse af den enkeltes situation og følelser.
Anerkendende Tilgang
En pædagogisk tilgang, hvor respekt, forståelse og positivt samspil er i fokus. Ved at anerkende den enkelte persons følelser, tanker og behov skabes et trygt miljø, der fremmer personlig udvikling og trivsel.
Strukturpædagogisk Tilgang
En tilgang, der benytter struktur og rutiner for at skabe forudsigelighed og sikkerhed. Dette er særligt vigtigt for personer med ASF og ADHD, der ofte kan have svært ved at håndtere uforudsete ændringer og kaos.
NUZO (Nærmeste Udviklingszone)
En pædagogisk tilgang baseret på Vygotskys teori om zonen for nærmeste udvikling. Denne tilgang fokuserer på at give støtte, der er tilpasset den enkeltes aktuelle udviklingsniveau og behov, og gradvist trække denne støtte tilbage, efterhånden som den enkelte bliver mere selvstændig. Arbejdet med denne tilgang omhandler forskellige zoner, hvor den enkelte "kan selv", "kan med støtte" eller "kan ikke". Målet med tilgangen er at udvikle den enkeltes kompetencer og evner til at bevæge sig mod zonen, hvor de "kan selv".