
Forsorgshjemmet Svenstrupgård
Midlertidigt botilbud for voksne i akut hjemløshed med fokus på omsorg, aktiverende støtte og trygge rammer døgnet rundt.
Kort om Svenstrupgård
Tryk på et punkt for at se detaljer.
Beboere
Svenstrupgård tilbyder midlertidigt og akut botilbud efter Servicelovens §110 til mennesker, der lever med hjemløshed eller funktionel hjemløshed og ofte samtidig har et aktivt misbrug eller andre sociale og helbredsmæssige udfordringer. Vi rummer borgere med meget forskellige livssituationer og arbejder med en åben og tolerant tilgang, hvor vi møder den enkelte dér, hvor vedkommende er.
- Svenstrupgård har 89 pladser.
Boliger
Svenstrupgård er i ombygning frem til udgangen af 2026 og rummer i dag 50 boliger – stigende til 80. Svenstrupgård tilbyder flere typer boliger, så støtten kan tilpasses den enkelte bedst muligt.
Nogle bor i selvstændige, fuldt udstyrede boliger med eget køkken, bad og toilet, mens andre har værelser på en fælles gang med adgang til fælles bade- og toiletfaciliteter.
Derudover råder vi over lejlighedskomplekser i både Aalborg og Nørresundby. Forskelligheden i boligtyper gør det muligt at matche borgernes behov for både selvstændighed, tryghed og nærhed til personale.
Stedet
Svenstrupgård er døgnbemandet og organiseret i tværfaglige kontaktteams, der følger borgerne tæt og skaber kontinuitet i støtten. Der er personale til stede hele døgnet, så borgerne altid kan få hjælp eller støtte – både i hverdagsudfordringer og i mere akutte situationer.
Beliggenhed
Svenstrupgård ligger i udkanten af Svenstrup by, tæt på indkøbsmuligheder, grønne områder og gode transportforbindelser. Placeringen giver borgerne ro og adgang til natur, samtidig med at daglige gøremål og byens muligheder er inden for kort afstand.





